Det var med fynd og klem, at jeg sprang ud i det med at tage et kørekort. 22 år var jeg blevet og havde udskudt det år efter år, siden jeg var blevet 18 år. Tanken om langsommelige teoritimer foran en computerskærm huede mig ikke. Men alle mine fordomme om kedelige og langsommelige teoritimer og sure gamle kørelærere blev gjort til skamme hos Tina’s Køreskole.
Gennem en motiverende og pædagogisk undervisning, hvor der altid er plads til smil og grin, lærte jeg den teori, jeg skulle bruge, utroligt hurtigt. Teorien foregår fælles sammen med Tina via powerpoint slides, hvor hun tegner og fortæller og inkluderer os unge mennesker i undervisningen. Idéen med at blande teori og praksis fungerer super godt og man kunne mærke en utrolig udvikling fra køretime til køretime.
Det, Tina gør så utrolig godt, når man er ude at køre med hende, er at skabe tryghed. Jeg gik aldrig i panik eller blev usikker, når jeg vidste hun sad lige ved siden af. Hun er god til at snakke og skabe interesse for dig som person også.
Ved at tage kørekort hos Tina har jeg fået mig en oplevelse for livet med mange hyggelige oplevelser og stunder med en enormt engageret kørelærer, der brænder for sit arbejde. Jeg kunne ikke drømme om at have taget kørekort andre steder end hos hende.
Tina er meget professionel og udadvendt, og hun forstår at sætte sig ind i det sted du er og udfordre dig, så det aldrig bliver kedeligt.
Jeg sender de varmeste anbefalinger til skolen og ville ønske jeg kunne tage mit kørekort om igen! Jeg får måske chancen igen, når jeg på et tidspunkt gerne vil tage mit motorcykelkørekort 😉